En skole lukkes – en ny åbnes
I 2011 blev det besluttet at lukke Jersie Skole, og i den forbindelse gik forældre og lokale ildsjæle sammen om et fælles ønske nemlig, at der fortsat skulle være en skole i Jersie Landsby.
Der blev holdt mange møder – i første omgang for at kæmpe for at bevare den eksisterende Jersie skole, og sidenhen for at etablere en ny privatskole. Målet var en lille skole med maks. 2 spor pr. klassetrin.
Personale rekrutteret og børn indskrevet, men byggetilladelsen manglede
I året op til at skolen skulle åbne, blev der søgt med lys og lygte efter en beliggenhed. Endelig åbnede der sig en mulighed på det grønne areal på Åsvej.
Personale og skoleleder blev ansat, og børn blev indskrevet til den nye skole, som fik navnet Jersie Privatskole, men byggetilladelsen til at kunne opføre en skole, var endnu ikke i hus, så reelt var der ikke andet end en græsplæne ind til en uge før skolestart, hvor byggetilladelsen endelig faldt.
Men der var meget mere, der skulle være styr på, fx hvilke regler er gældende for en skole, hvordan får man tilskud til eleverne, og hvordan indberettes regnskaber mv.
Jersie Privatskole slår dørene op for det første skoleår
Dagen før skolestart var de sidste ting vedr. de fysiske rammer på plads. Så selvom mange havde tvivlet på projektet, stod der rent faktisk en skole klar til at tage imod eleverne den første skoledag i skoleåret 2013/14. De nye lærere havde mødtes ugen op til skolestart til en række pædagogiske dage, men kendte ellers ikke hinanden. Eleverne var sammensat fra nær og fjern, og sammen skulle alle – elever, lærere og skoleleder skabe Jersie Privatskoles kultur.
Meget er sket siden. Mange af de sammenlagte klasser (som alle fik græske navne i stedet for at kalde dem 1.-2, klasse, 3.-4. klasse osv.) er blevet til individuelle klasser. Klasserne har dog bibeholdt de græske navne, som de fik fra starten.
Jersie Lilleskole i dag
Skolen holder ganske vist stadig til i sammenhængende pavilloner, men der er kommet flere til, så vi nu har en skole på næsten 800m2. Og ikke nok med det, så har vi købt grunden her på Åsvej 1.
Planen er på sigt, at få bygget en ny og spændende skole.
I dag arbejder vi på Jersie Lilleskole ud fra principperne om nærhed, faglighed og fællesskab. Jersie Lilleskoles kultur og ånd bliver stærkere for hvert skoleår.